Artiklen har været bragt i D.S.K. Årbog 1954, udgivet af Foreningen af dansksindede sønderjyske krigsdeltagere 1914–1918.

Hvor mange har ikke i tidens løb kunnet tænke sig en tur ned til de steder, hvor de i sin tid vandrede på vejene, hvor de opholdt sig i skyttegravene, hvor de søgte efter levnedsmidler i sønderskudte byer, eller finde en eller anden kær plet ved en skovkant, bag et dige, ved et træ eller lignende, hvor de i den usigelige ensomhed søgte hen for at være alene med deres tanker eller med Gud, måske læse et kapitel i “den gamle bog” eller læse et brev, se på et fotografi af nogle mennesker, som de elskede, og sådan kunne der være så meget, som de privat kunne være optaget af i de langsomt snigende måneder og år. Stort set er der kun et fåtal, der er blevet en sådan rejse forundt. Det har skortet på lejlighed, tid og penge.

Har en eller anden fundet derned, er han vendt hjem med oplevelser, som han aldrig vil kunne glemme. Han har fortalt om dem mand og mand imellem, “Ved møder og sammenkomster, og han er aldrig blevet træt af at gentage, hvad han har set og oplevet. Og de, der nu ikke har været på slagmarken eller på de kendte steder efter krigen, de lytter med interesse og falder ind: “Ja, der var jeg jo også, hvordan ser det ud der i dag?” Og så fortsætter samtalen. I det følgende skal jeg fortælle om en cykeltur, som jeg foretog for et par år siden nede i Flandern mellem Dixmuden og Menin.

Forudsætningen var den:

Danmarks Biavlerforening henvendte sig til mig med anmodning om at rejse ned til Amsterdam for at repræsentere foreningen på en verdenskongres i biavl, og da jeg ved denne lejlighed ville komme ret nær til Flandern, besluttede jeg på forhånd at tage en tur derned; når kongressen var overstået. Jeg havde ganske vist hverken plan eller program for denne ekstratur, alt dette skulle forme sig efterhånden. Kongressen varede i otte dage, og der var mange forskellige mennesker. Jeg sad ved siden af en belgisk munk det meste af tiden. Han hed Stephaan Vandeputte og var på et kloster i Hehelgem, i Vestflandern i nærheden af kanalkysten. men han var født i Iseghern. Mr. Stephaan var 28 år gammel, en sprænglærd herre, han talte alle de europæiske hovedsprog, og så havde han for sin egen fornøjelses skyld sat sig ind i de nordiske tungemål, så han “sprokade et lidet grande skandinaviska”.

Da vi den sidste aften sad ved det afsluttende festmåltid, spurgte han mig, hvad jeg nu ville foretage mig? Jeg forklarede ham, at jeg agtede at tage ned og se på slagmarkerne fra den første verdenskrig omkring Ypern. Jeg spurgte ham så, om han mente, jeg kunne leje en cykel til at køre omkring på? “Hvor vil De stå af toget?” “I Iseghem,” svarede jeg. “Ja, men der bor min far jo, Jules Vandeputte!” Han opfordrede mig til at opsøge faderen. Der var “steinbæcker” og boede i Rousselarestraat 157. De ville låne mig en cykel på ubestemt tid og være mig behjælpelig på andre områder.

Den gode Stephaan gav mig et brev med til forældrene, hvori han bad dem om at stå mig bi med råd og dåd, for jeg kom fra Danmark og ønskede at se slagmarken. Om aftenen kl. 8 forlod jeg Amsterdam, og næste morgen kl. 8 steg jeg ud af toget i Iseghem, denne by, som jeg så for første gang i foråret 1917. Her blev batteriet læsset af for straks efter at gå i stilling ved Molenhoek. Jeg gik straks hen til Rousselarøstraat 157 og fandt familien Vandeputte, om hvilke jeg i grunden havde den forestilling, at det var fattige mennesker. Ordet “steinbæcker” havde jeg ikke rigtig fået fat på med det samme, men da jeg kom til Iseghem, viste det sig, at faderen “bagte sten”, havde fire teglværker og sysselsatte 450 mand. Han var viceborgmester i byen, havde en frugtplantage på 20 ha, og samtidig var han bilforhandler (Ford og G. M.), altså en mægtig mand. Da jeg hilste på familien og gav dem brevet fra deres kære Stephaan, hvem de ikke havde talt med i adskillige år, virkede det, som om jeg bragte en hilsen fra selve kongen, og jeg var velkommen med det samme.

Efter at jeg havde afleveret hilsenen fra Stephaan, fik jeg morgenmad og en cigar. Den gamle Vandeputte skitserede en rute, som han ville anbefale mig at benytte, og så blev jeg udrustet med en madpakke, en flaske drikkelse samt en ny cykel med ballondæk. Kl. 10 kunne jeg starte, og turen gik til Moorslede. Ved starten bad jeg om, trods al advarsel, at få slangerne godt hårdt pumpet op, for at cyklen skulle gå så let som muligt, men det varede ikke ret længe, inden jeg måtte have noget af luften lukket ud, da vejene var de samme som under krigen, altså toppet stenbro. Der fandtes ingen cyklesti ved siden, så jeg måtte hele tiden cykle på denne ujævne undergrund, og dette gik slemt ud over “finalen”, altså var det forståeligt, at de, der kendte forholdene, tilrådede så lidt luft som muligt.

I Moorslede havde vi kvarter i sommeren 1917, og lad mig straks indrømme, at man bliver noget skuffet ved at finde den gamle bebyggelse, som vi kendte den, moderniseret. Alle disse byer, der lå i etapen, blev efterhånden jævnet med! jorden, og de har nu rejst sig af ruinerne igen i moderne skikkelse, husene med gule stens mure, og tagene er rødt tegltag. Dertil kommer, at vejene tit er blevet afsat på en anden og mere praktisk måde, og derfor kommer det hele noget på tværs af det billede, man havde bevaret i bevidstheden, og mange gange skal man til at tænke sig grundigt om, før man får orden i sagerne. Kommer man ud af bebyggelsen, går vejene på de gamle kendte ruter, bakker, dale og vandløbene kan der nu engang ikke laves stort om på. Fra Moorslede tog jeg med vejen til Passchendaele. 

Næppe var jeg kommet ud af byen, før jeg måtte lægge mærke til de mange kirkegårde, dier lå langs med vejen, nogle var velholdte, andre forsømte. Jeg havde rigelig med tid! og besøgte alle die kirkegårde og begravelsespladser, jeg mødte på min vej. I dyb ærbødighed vandrer man på disse minderige steder, og det ville være ganske umuligt for en gammel soldat at passere denne egn, uden at det fremkalder mange, mange minder, og ved at se de kendte egne og steder dukker der utallige episoder op i erindringen, episoder, som man ikke har tænkt på i mange år. På denne strækning er der kun 1-2 km mellem hver stør re kirkegård, og ind imellem ligger der så igen fælles- og enkeltmandsgrave. Stort set er de faldne blevet samlet sammen på kirkegårdene, men en del af gravene har fået lov til at ligge i al deres oprindelighed. Nogle af dem er forsynet med et kors med metalplade. andre med et kors, og nogle med en lille cementpæl, hvorpå kendingsmærket er fastgjort, videre kom man ikke. Man spørger sig selv, var denne soldat ikke et beskedent mindesmærke værd?

Passchendaele er blevet en smuk by. Det gamle P. blev fuldstændig sløjfet, intet under, eftersom kampene rasede der. Byen er stilfuldt anlagt med kirken ved siden af det store torv, på hvis midte der findes et prægtigt monument over de faldne fra byen 1914-1918 og 1940-1945. Fra den første krig var der 75 navne Dg fra den sidste 5. Det var søndag, og jeg gik ind i den kønne kirke for at dvæle en stund i stilhed. Hvilken forskel fra dengang, krigen rasede der, og nu? Før røg og damp, død og tilintetgørelse, angst og bæven, nu legede børnene med deres bolde på gaden, mænd og kvinder sad ude foran husene i småklynger, røg tobak og snakkede, alt var idyl.

Da jeg kom ud, stod der nogle koner ligesom ventende på mig, de skulle have at vide, hvor jeg kom fra. Da jeg forklarede dem, at jeg kom fra Danmark, fik de regnet ud, at det måtte ligge et eller andet sted mellem Rusland og Finland. De gjorde mig imidlertid opmærksom på, at der 2 km vest for byen var en stor engelsk kirkegård, den måtte jeg ubetinget se. Jeg cyklede så derhen, og allerede på afstand kunne jeg se en mægtig hvid marmormur med buer og søjler så smukt udført, at det kunne måle sig med det smukkeste i London. Muren omgav et areal på adskillige ha, og her havde 45.000 engelske soldater fundet deres sidste hvilested. Hver enkelt soldat havde sin hvide marmorsten, magen til dem, der findes på flyvergravene herhjemme. På stenene står soldatens navn, regiment, våbenart samt fødsels- og dødsdag, og. på nogle af dem et vers eller bibelord. På mange af stenene står: “Her hviler en soldat fra den store krig, kendt af Gud”. De ukendte soldaters grave udgør en femtedel af hele antallet.

Når man ser denne kirkegård, gøres det billede til skamme, som tyskerne yndede at publicere under krigen, hvor man så en engelsk soldat stå i kanalen med en franskmand foran sig. Underneden stod: “Vi forsvarer os indtil den sidste franzos!” På denne kirkegård lå kun de soldater, der var faldet ved Passchendaele.

Se film over Tyne Cot-kirkegård her

Lidt længere mod vest ligger Zonnebeke. Her stod vi med vort svære artilleri i juli 1917, men blev slået tilbage af englænderne. Jeg husker endnu vor stilling ved teglværket, og hvorledes infanteriet kom løbende forbi os råbende: “Englænderne er lige i hælene på os!” De tre kanoner af batteriet var ukampdygtige, og løjtnant Mundt sad på en stol (han havde fået et mindre sår i foden) og kommanderede. Da kom der en blindgænger, og den slog heldigvis ned under stolen. Løjtnanten faldt bagover og kurede henad jorden, men da han kom på benene igen, gav han ordre til tilbagetog (stiften gehen). Kanonerne lod vi i stikken.

Den næste by, jeg kom til, var West Roosebeke. Her havde vi stået med vort batteri på et og samme sted i 5 måneder. Stillingen var bag et hegn i udkanten af byen, 200 m nord for vejen West Roosebeke-Hooglede; det var under de hårde kampe i efteråret 1917, og tabene var svære. Det var ved aftenstide. Jeg nåede ind til byen, og jeg ville straks opsøge den gamle kanonstilling. Det er imidlertid helt ubegribeligt, at jeg ikke var i stand til at finde den plet, hvor vi havde ligget i så lang tid. Jeg cyklede omkring i byen, og det endte med, at jeg måtte søge mig et logi uden at finde det sted, hvor mine tanker har dvælet så mange gange siden da, Den næste morgen søgte jeg igen, og det viste sig, at den store gård med park og krat, der lå foran batteriet, ikke var blevet bygget op igen. Alle træer var blevet fjernet, og der var kultiveret mark i stedet. I selve kanonstillingen havde man i året 1924 bygget en større gård med udhuse og beplantning, og det siger sig selv, at en sådan omforandring i milieuet spolerer alt, hvad man hidtil havde forestillet sig.

Lidt efter lidt korn jeg dog til klarhed, den lille bæk mellem haverne og engen løb der endnu, og ved siderne voksede poppel og pil som dengang. I denne bæk hentede vi vand til kaffe, og i denne bæk fandt vi Georg, efter at har var blevet ramt i hovedet af en granatsplint. Mens jeg gik og så på bækken og engen med de fire sortbrogede ungkreaturer, kom husmoderen fra gården ud og spurgte, hvad jeg søgte efter? Da hun fik at vide, at jeg havde været kanoner på dette sted (hun antog mig vel sagtens for at være englænder), bød hun mig ind på et glas øl. Hun vidste godt, at der havde stået kanoner der, for de havde fundet jern, da de gravede grund og kælder. Da jeg kom ud fra gården, traf jeg på naboen, han bød på pærer. Under krigen havde han været evakueret til Frankrig, og da han korn hjem, var huset brændt. Og han fortalte mig også, at de måtte lave en ny brønd, for tyskerne havde fyldt den gamle med granater og andet djævelskab. Ja, sagde jeg, det var nogle æsler disse tyskere!

Med granaterne i brønden hang det nu sådan sammen: Jeg havde været en tur på Lazarettet på grund af halsbetændelse og kom meget udmattet tilbage til batteriet igen. Da vi skulle slæbe ammunition så godt som hele tiden i ildpauserne, var jeg ganske ude af stand til at holde trop. I nattens mulm og mørke korn ammunitionskollonnerne, og sergent Felix Ploschaischik holdt orden med notesbogen i hånden, så hver mand fik sin granat til 100 pund på skulderen og en streg i bogen, og så skulle vi bære dem over i stillingen ca. 3-400 m fra vejen. Da jeg ikke kunne gøre denne tur mere end 1-2 gange, sørgede jeg for, at jeg altid var den sidste i kolonnen, og medens de øvrige forsvandt i mørket under eder og forbandelser, holdt jeg mig lidt tilbage og plumpede granaten ned i brønden omme bag ved huset, dækkede til igen, tændte piben, ventede og sluttede mig til den sidste ende, når de kom igen. Sådan fortsatte jeg, indtil vi flyttede til en anden stilling. Min gode ven Rudolf – en skolelærer fra Braunschweig – ømmede sig, det var ham næsten umuligt at slæbe alle disse granater. Han spurgte mig, hvordan jeg kunne holde til det? Vel havde jeg gerne undt ham åbenbarelsen af min hemmelighed, men så havde der været et for stort kontingent, der kom ind under kategorien: “Vom feindlichen Feuer vernichtet!” Så jeg måtte nøjes med at trøste ham: “Alles fürs Vaterland. lieber Rudolf.” Og så slæbte han videre.

En af de tragiske begivenheder i denne stilling skete den 20. august 1917. Den tredie kanon eksploderede, og hele besætningen på 6 mand blev dræbt, blandt dem var vor bedste ven, Alex Sondermann; Han var 44 år gammel og havde kone og 7 børn hjemme i Hamborg. Når jeg skriver, at han var vor bedste ven, er d’et, fordi han altid holdt hånden over det yngre mandskab. Når der skulle skanses eller skulle lægges ledninger ud til forposterne, kort sagt, når der skulle laves noget, der var farligt, var der gamle nok, der mente, at det kunne de yngre gøre, de havde hverken kone eller børn og sådan set ikke stort at leve for. Men Alex tog os i forsvar og mente, at vi havde livet foran os og havde lige så stor ret til livet som alle andre, og han foreslog, at vi kunne dele arbejdet og lade det gå på omgang, og sådan blev det. Derfor var det en stor sorg for os, da vi erfarede, at Alex var blandt de omkomne. Jeg mindes endnu tydeligt, det var ved to-tiden om natten, at vi hørte et usædvanligt brag ovre ved 3. kanon. Vi fra 4. løb over for at se, hvad der var hændt. De døde lå rundt omkring, og Alex fandt vi inde i hegnet, ca. 10 m fra skytset, med den tunge lås, der vejede 96 kg, på brystet. Vi fik ham befriet og fik ham lagt på et tæppe. Her samledes vi, en 7-8 stykker af det yngste mandskab, omkring det afsjælede legeme og græd. Stakkels Alex, stakkels Alex! lød det mellem tårerne. Men der var intet at gøre. Der blev ildpause, og det sidste, vi kunne gøre for vor gode ven og beskytter, var at give ham et så hæderligt hvilested som muligt. Vi lagde ham på en båre, og så var vi otte mand, der skiftedes til at bære ham til kirkegården i Hooglede, ca. 8 km bag stillingen. Her gravede vi en grav på den ny soldaterkirkegård. der var påbegyndt syd for den kirkegård, der hørte til kirken. Med nænsomme hænder viklede vi ham ind i et par teltduge og lagde ham til rette i den kolde jord.

Da graven var tilkastet, var det ligesom vi ikke kunne komme bort fra den. Vi tog så hinanden i hænderne og sluttede kreds omkring graven og bad i kor – så godt vi kunne – fadervor. Der var ingen kranse, ingen blomster, en tilspidset pæl med nummer og kendingsmærket, det var alt, der markerede, at her lå et kært menneske, der var elsket og savnet. Og trods alt, så er denne begravelse den mest grib endte, jeg nogensinde har været med til. Der blev ikke sagt mange ord hverken på hen- eller tilbagevejen. Kl. var ca. 8, da vi var i stillingen igen, en ny kanon var blevet kørt ind på den ødelagdes plads, og en ny ordre forelå:

“Vernichtungsfeuer Passchendaele, Granataufschlag, 5. Ladung, 5500 m, jedes Geschütz 120 Schuss!”

De øvrige omkomne blev begravet nogle dage senere. Da jeg havde set mig lidt omkring i byen, begav jeg mig på vej efter Ypern. Det første kendte navn, jeg mødte, var Poel-Capelle. Denne by lå i efteråret 1917 i ingenmandsland et, og her stødte de tyske og engelske forposter idelig sammen. Her var en tysk, engelsk og canadisk kirkegård: De lå alle ud til vejen og var meget velholdte. Et stort canadisk monument ragede op over det hele.

For øvrigt var der rejst mange monumenter rundt omkring på markerne. De tilkendegav, at her havde engelske, amerikanske og australske divisioner kæmpet i de pågældende tidsrum. Men nu er det for øvrigt de allieredes kirkegård og soldatergrave. der præger hele egnen lige til Ypern. I sidstnævnte by boede jeg et par dage. Denne by talte i middelalderen 100.000 indbyggere, før krigen 20.000 og nu 12.000. Den var skudt sønder og sammen, men nu er den bygget fuldstændig op igen, og det både kirke, klostre og de verdensberømte klædehaller. Her kunne jeg bo for 45 frcs. pr. nat incl. morgenkaffe og madpakke. (I Bruxelles ville det samme koste 130 frcs.). Fra dette mit kvarter foretog jeg småture ud efter Menin og op efter Dixmuden, men det var det samme, der prægede egnen alle vegne – kirkegårde og soldatergrave. I Ypern har englænderne bygget en mægtig port i volden over udfaldsvejen til Menin. Den er af marmor og blev indviet 1927. Omkring i marmorstenene er udskåret mellem 200.000 og 300.000 navne på faldne allierede soldater,

Tilbageturen gik over Langemark. her standsede jeg ved mindemuren med de mange, mange navne over faldne, som kæmpede i de tyske regimenter. Når man læser sådanne navne som Anders Sørensen, Jes Paulsen. Niels Nielsen o. s. v., fra rgmt, 86, så er man ganske klar over, at det er folk fra Nordslesvig.

Før jeg forlader denne del af Flandern, må jeg endnu en gang tilbage til Poel-Capelle og West Roosebeke, og så vil jeg gå turen til fods fra W. R. til Hooglede, for der knytter sig så mange minder til dette vejstykke, der var så uhyre præget af krigens rædsler. Hvor mange soldater har ikke vandret på eller ved siden af denne vej med bankende hjerte til eller fra fronten, mens kanonerne lagde deres ild på kørebanen, og alt levende var i fare. Lidt uden for byen er der et bedehus, et af den slags, som der er så mange af i Belgien. Døren stod åben, og jeg gik ind og satte mig en stund på bænken. Under det forgyldte træværk stod jomfru Maria med Jesusbarnet, og her går de troende ind for at sende en bøn op til Vorherre.

Jeg fortsætter og kommer hen til den kendte beværtning med det sjældne navn “In den wilden Mann!” Under krigen var her forbindingsplads, og her standsede køkkenvognen, her hentede vi proviant og kost. Huset var brændt, men feltlægen havde sit arbejdsrum i kælderen, og de sårede ventede i et interimistisk skur. Nu var beværtningen opført i fornyet skikkelse på de gamle ruiner. Her måtte jeg ind, og jeg købte mig noget mad (mælk og franskbrød). Den gamle vært havde også været i Frankrig under krigen, og nu kunne han fortsætte sit arbejde i det gamle hjem.

Tekst fra F. Tyghsen dagbog: Det blev aften. Vi ventede efter køkkenvognen, men den udeblev. Vi skiftedes til at sove lidt om natten. Den næste dag oprandt, men skydningen var lige så voldsom, som dagen forud. Vi spejdede efter køkkenvognen, men den kom endnu ikke denne dag, heller ikke om natten. Vi spiste så jernportionen, men det kneb uhyre med drikkevarer. Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning. Tørsten pinte os ganske uhyre. Om aftenen på tredje dagen gik jeg frem og fandt en forbindingsplads, her bad jeg om lidt kaffe, men lægen svarede: ”Hier ist kein Gasthaus zum wilden Mann”. Wilden Mann” var en beværtning mellem Hochlede og Vest Rosebecke. Den var ikke beboet, men der stod med store bogstaver over døren “Gasthaus zum wilden Mann”. Men han gav migså en flaske Seltervand. Jeg drak den, og det smagte vidunderligt, men forslog kun så lidt.

Lidt længere henad vejen var der mod nord noget lavtliggende terræn, hvor der under krigen var mange granathuller i det fedtede ler. Det var her, vi fandt kanoner Witzleben siddende fast, han kunne ikke komme løs ved egen hjælp. Witzleben havde været sendt til Roulers for at hente en feltkakkelovn, og så skulle han købe honningkager, lys og cigaretter. Han fik også kakkelovnen, for den var gratis, men for pengene havde han købt spiritus og selv drukket det meste af den. Da han udeblev for længe, måtte vi gå ham i møde, måske var han blevet træt af at bære kakkelovnen. Vi fandt ham stående i et granathul, nedsunket i leret til ovenfor knæene. Kakkelovnen havde han bundet på ryggen med solidt reb, og da han så os, rakte han flasken i vejret og sagde: “Noch ein vernünftig Wort, bevor du stirbst, Sehna-a-ps!” Vi fik ham trukket op, men støvlerne blev siddende i mudderet. Længere oppe krydser jeg vejen Roulers-Staden. Her sad en aften på en vejsten en ung mand og spurgte, om jeg ikke kunne vise ham vejen til Passchendaele? Han talte noget gebrokkent tysk, så jeg spurgte, Om han ikke bedre kunne tale dansk? Jo, minsandten kan æ så, for æ er Mathias Knudsen fra Farris. Mathias skulle til fronten, men var blevet bagefter.

Han var sammen med min fætter Peter Riis fra Bålsted og min gode ven og sidekammerat fra skolen, Hans Gram, Ny Sindet. Da det var meget hårdt ved fronten i disse dage, mente jeg, at det var bedst, han kom med tilbage til Roulers, så kunne han passende hjælpe mig med at bære sækken. Det gjorde han så, og det var klogt, for ude ved Passchendaele var det ikke godt. Hans har senere fortalt mig, at han og Peter den første nat lå med hinanden i hånden og rystede, så voldsomt skød englænderne.

Omsider kom jeg til Hooglede, Det var hen på eftermiddagen, og nu kom det øjeblik, som faktisk var rejsens mål, nemlig at få lov til at stå ved Alex’s grav. Byen ligger på toppen af en jævnt skrånende bakke, og der er en storartet udsigt til alle sider. Jeg fandt straks hen til begravelsespladsen, der var vokset til en stor kirkegård med 8883 smukke egetræskors. Hele pladsen var omgivet af et rosenbælte, tre rækker pyramidepopler og et smukt stakit. Op imod den gamle kirkegård var der bygget en meget smuk kolonnade af gule sten, og alt var uhyre velholdt. Græsset over gravene var klippet, gangene var revet, og korsene var forsynet med plade og overbygning. Efter nogen søgen fandt jeg Alex’s grav under nr. 126. Hvor var det underligt at stå der og tænke på hin augustnat i 1917. Alt var så stille, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg plukkede en lille buket af markens blomster, og dem lagde jeg ned ved siden af korset, og så ventede jeg for at se solnedgangen.

Oppe fra kolonnaden kunne jeg se så langt, så langt. W. Roosebeke lå ganske klart, bagved denne lå Poel-Capelle, altså i ingenmandsland et i “gamle dage”, og helt i det fjerne kunne jeg se det store klokketårn på katedralen i Ypern. Under krigen var der altid mange balloner oppe, for ved denne tid kunne de se med solen. De var der ikke mere, alting var så fredeligt. Hele denne egn lå under krigen indhyllet i røg, og på denne jord, hvor hver eneste kvadratmeter bogstaveligt har drukket menneskeblod kørte nu kartoffeloptagere, trukket af heste eller traktorer. Børnene samlede op, og andre kørte hjem, pløjningen var også i fuld gang, og træernes frugter skinnede dejligt i solen. Folk færdedes på veje og stræder uden frygt for at blive ramt, og byen Hooglede levede sit private liv. Der var intet militær, der ventede på, at artilleriilden skulle løje af, før de kunne komme videre, og der var ingen kommando om at lægge spærreild foran Poel-Capelle for at hindre modstanderne i deres stormangreb, og der var heller ingen sanitetskolonner på veje og marker, der skulle skaffe de sårede tilbage. Kirkeklokkerne ringede til messe, og for sidste gang gik jeg ned til Alex’s grav. Jeg så ud over de mange kors, og uvilkårlig spurgte jeg mig selv: “Hvor kan det være, at du, kære Alex, og alle de andre ligger nede i jorden, og jeg står oven over?” Er der nogen norm for dette? Og de allerfleste var unge mennesker! (Af alle krigens faldne var de 80 pct. mellem 17 og 21 år). Alt dette må vi lade stå som ubesvaret.

Jeg satte mig på cyklen og kørte østpå til Gitsberg. Her måtte jeg lige ind og se, om den gamle træskomand endnu var i live. Måske kunne jeg få lov til at overnatte i gedestalden, der hvor jeg havde sovet så mange gange, når vi i sin tid blev afløst. I førstningen, da jeg fik dette hus anvist som kvarter, kneb det noget med at komme i kontakt med beboerne, for de var patrioter. Det hjalp heller ikke noget at trykke på “den sønderjydske knap”, som P. Paulsen omtaler i sin bog “Til kamp, til kamp”, for det kendte de ikke noget til, men da jeg kom med en sæk læder, som jeg havde samlet sammen ude i stillingen, og som den gamle ikke kunne skaffe ad anden vej til sine træsko, da blev jeg pludselig optaget i familiens kreds. Tænk, hvad det vil sige under disse forhold at komme ind i en privat familie, at få de klamme klæder tørret, at få en ekstra bid mad, og så de dejlige aftener, hvor jeg spillede mølle og dam med de tre småpiger, Anna, Catharina og Lucie på henholdsvis 9, 11 og 12 år, og så sidde og tegne, klippe og klistre småfigurer, indtil vi sluttede dagen med en aftensang, og til mit leje fik jeg al den halm, jeg ønskede. I sandhed et dejligt kvarter med orden, varme og hygge og frem for alt rolig og regelmæssig søvn, d. v. s. når geden ikke forstyrrede alt for meget med at klø hornene imod panden.

Nu skulle jeg altså hen og se, om der var nogen af dem at finde. Jo mere jeg nærmede mig huset, desmere spændt blev jeg, Jo, huset lå der uforandret, og i det lange køkken med komfur, bor, bænk og stole sad de tre piger med deres mænd, og de havde småbørn omkring sig. Lucie var sorthåret, og derfor kunne jeg straks sige: “Goddag, Lucie!” men hvem der var Anna, og hvem der var Catharina, kunne jeg ikke se. Jeg slumpede og sagde:

“Goddag, Anna og Catharina”, og ramte det rigtige. Det var morsomt at se disse tre småpiger, der nu var mellem 40 og 50, og efterhånden havde antaget konefacon. Derefter hilste jeg på mændene, der sad i deres arbejdstøj og røg deres piber, og til sidst sagde jeg goddag til børnene. De så allesammen noget forbavset på mig og spurgte (116) omsider, hvem jeg var? Da jeg åbenbarede, at jeg var monsieur Frederik, (de kunne nemlig ikke udtale mit efternavn), sprang konerne op, slog hænderne sammen og var lige ved at forgribe sig på mig, men det gik nogenlunde. Mændene kom også på benene, og da de spurgte, hvem denne monsieur Frederik var, og fik forklaret, at jeg havde været indkvarteret som tysk soldat, forlod de en efter en køkkenet uden at mæle et ord. Der blev så underligt stille i stuen, og efter en lille pause forklarede Lucie halvt grædende, at de to af mændene havde været slæbt til Tyskland og indespærret i en koncentrationslejr under den sidste krig, og der havde de ikke hæft det godt, og siden da ville de ikke på nogen måde have noget med tyskerne at gøre, men, føjede hun til, tyskerne fra den første krig var meget bedre end dem fra den sidste. Jeg forstod selvfølgelig situationen, sagde farvel og forsvandt. Ja, det var det eneste sted på hele min tur, hvor jeg røbede, at jeg havde været tysk soldat, og jeg skal love jer, at jeg aldrig vil gøre det mere, i hvert fald ikke i Belgien.

Da det ikke blev noget med at overnatte i gedestalden, cyklede jeg gennem Roulers og nåede sent på aftenen Iseghem. Her fik jeg en enestående behandling hos familien Vandeputte: kartofler med skinke, æg, vin, te, en primacigar og et prægtigt gæsteværelse. Dog blev klokken tre om natten, før Vandeputte og jeg fik holdt op med at snakke. Det var særligt den danske andelsbevægelse, der interesserede ham.

Den næste dag kørte de mig til banegården, og turen gik hjem til Danmark. Ringen var sluttet, jeg havde set det, jeg ønskede, mellem Roulers og Ypern, Dixmuden og Menin, jeg fik krigens rædsler og minder genopfrisket, men jeg drog hjem som et taknemmeligt menneske.

Og, kære kammerat, som læser dette, tro rig, når jeg ser en solnedgang over vort sønderjydske hjemland i den smukke septemberluft. så sidder jeg tit og ofte i tankerne på kolonnaden i Hooglede og ser ud over egnen mod West Roosebeke-Poel-Capelle og Ypern.

Jeg tænker på den lurvede og lusede flok, der måtte friste en ganske umenneskelig tilværelse på disse egne, kæmpe imod sult og kulde, tørst og varme under stadig angst og utryghed, og Jeg tænker på de mange, mange tusinder, der døde under de frygteligste omstændigheder og nu ligger i fremmed jord, jeg tænker på alle de tårer, der flød og flyder over tabet af dem. Havde de ikke fortjent at komme hjem ligesom vi andre? Jeg synes det. Men som kristne mennesker har vi lov til at tro, at når signalet lyder til den sidste appel, at denne store, tavse brigade vil rejse sig, både de på denne side og de på den anden side af Poel-Capelle, med eller uden stjerner og vinkler, og træde an side om side og i dybeste fordragelighed række hinanden hænderne, og at vor sag, som står uhyre slet i den Helliges belysning, trods jern- og viktoriakors, må blive indanket og . behandlet skånsomt på højeste sted, og at den store “befalingsmand” vil pege hen på korset fra Golgatha og udbryde: “Der, frontsoldater, der er tilgivelsen, gå også I ind til Eders Herres glæde!”.

Friedrich Tychsen, Rise 1954

___________________________________. “” _____________________________________

Tychsen skrev en meget detaljeret dagbog, som hans datter og barnebarn har renskrevet: “Første Verdenskrig 1915–1918”. Dagbogen dækker årene 1915–1918 under 1. Verdenskrig. Et eksemplar af 30 findes på Agerskov Lokalhistorisk Arkiv. Bogen er på i alt 153 sider.

Efter 1. Verdenskrig uddannede han sig til lærer og var blandt andet ansat ved skolen i Neder Jerstal og senere førstelærer på Rise Skole. I december 1927 blev Tychsen gift med Chathrine Marie Nielsen i Agerskov Kirke. Han døde i marts 1954 som følge af et færdselsuheld ved Hoptrup og er begravet på Rise Kirkegård.