Lokalhistorisk Forening for Agerskov Sogn havde for nylig fornøjelsen af at være vært for et bemærkelsesværdigt foredrag af Tove Balmer Hansen. Med en imponerende evne til at fastholde publikums opmærksomhed delte den ældre kvinde sin fars barske oplevelser fra Første Verdenskrig, som de er beskrevet i hans efterladte dagbøger. Over 60 interesserede tilhørere lyttede intenst, mens Tove Balmer Hansen fortalte om sin fars skæbne som soldat i „Den Store Krig‟.

Frederik Tychsen, der voksede op i Agerskov, blev som så mange andre sønderjyder indkaldt til tysk militærtjeneste. Hans oplevelser i krigen blev nedfældet i tre dagbøger, som Tove Balmer Hansen først fandt efter sin mors død i 1970. Faderen talte aldrig om krigen med sine tre børn, men dagbøgerne afslørede et detaljeret og gribende billede af livet i og omkring skyttegravene. Med hjælp fra sin søn Keld afskrev Tove Balmer Hansen bøgerne for knap ti år siden og udgav dem i bogform. Den sproglige linje fra dagbøgerne er bibeholdt, da de primært er tiltænkt Frederik Tychsens efterkommere.

Foredrag nr. 24 – historien lever videre
Tove Balmer Hansen, der selv har været lærer ligesom sin far, har nu holdt dette foredrag ikke mindre end 24 gange på forskellige steder i landet. Hun berettede også om sine rejser i faderens fodspor sammen med sønnen Keld til slagmarkerne i Belgien og Frankrig samt opholdssteder i Tyskland – to rejser, der både var historisk oplysende og personligt bevægende. Frederik Tychsens beskrivelser var så præcise, at hans datter og barnebarn uden besvær kunne genfinde de steder, han havde opholdt sig, fortalte Tove Balmer Hansen med et smil.

Hendes passion og engagement for at formidle sin fars historie vakte stor beundring i Agerskov, og foredraget blev afsluttet med en lang og meget velfortjent applaus. Hun havde tilrettelagt sit foredrag med udgangspunkt i faderens erindringer, men hun formåede også at løfte arrangementet op til nye højder ved at integrere billedmateriale og fortællinger fra sine egne oplevelser sammen med sønnen i faderens og bedstefaderens fodspor.

Frederik Tychsens liv tog endnu en tragisk drejning, da han i 1954 mistede livet i en trafikulykke i en alder af kun 56 år. Hans livsfortælling lever videre gennem datterens arbejde, og som formand Jens Lautrup forsikrede, er Lokalhistorisk Forening stolte af at have været vidne til denne betydningsfulde beretning.

Sjældent og gribende indblik i soldaterlivet
Den unge mand fra Agerskov blev som 18-årig beordret i krigstjeneste i november 1915. Han deltog i nogle af krigens hårdeste slag, herunder ved Verdun og Marne i Frankrig samt Ypres i Belgien. Dagbøgerne giver et sjældent og gribende indblik i soldaterlivet, hvor rædslerne ved fronten kombineres med den menneskelige kamp for at overleve – ikke kun mod fjenden, men også mod sult og sygdom.
Efter krigen virkede Frederik Tychsen som overlærer på den daværende kommunale skole i Rise. Hans hustru, Cathrine, døde i 1970. De er begge gravlagt på Rise Kirkegård. Tove Balmer Hansen, født i 1933, bor i Tønder, hvor hun ligesom sin far har arbejdet som lærer. Hendes to brødre udvandrede til USA, hvor den nu 94-årige Alfred bor i Florida.

Granatsplint blev standset af Det Nye Testamente
En af de mest bemærkelsesværdige historier fra dagbøgerne omhandler en episode i november 1917. Mens Frederik Tychsen opholdt sig ved fronten i Flandern, slog en granat ned i nærheden af det hus, han var i sammen med sine soldaterkammerater. En stor granatsplint ramte hans bryst, men blev stoppet af hans eksemplar af Det Nye Testamente, som han bar i brystlommen. Dette reddede mirakuløst hans liv. Testamentet er i dag et kært familiearvestykke, ligesom dagbøgerne.

Barske minder fra krigens hverdag
I den franske landsby Tigny mødte den unge Agerskovborger et frygteligt syn efter voldsomme nærkampe. „Et sted talte jeg således 24 døde i en klump. Et andet sted 16 osv. De var til dels stukket ned og til dels slået ihjel. Mange var slået oven på hovedet, så øjnene hang ud af hovedet. Alle var frygteligt tilredte – råt og ubeskriveligt,‟ skrev den unge Tychsen i sin dagbog.
Frederik Tychsen fik også øje på en franskmand, som havde fået et maveskud, og hvis ene ben var fuldstændigt i stykker. Efter at have ydet førstehjælp i en times tid forsøgte Tychsen at få franskmanden, der jo egentligt var en fjende, med på en lazaretkolonne. Da en gruppe amerikanske krigsfanger passerede forbi, bad han dem hjælpe, men de tøvede. Tychsen så sig nødsaget til at true dem med en revolver, han samme dag havde afvæbnet en fransk soldat for. „Da jeg sagde farvel til franskmanden, græd han,‟ beskriver Tychsen den store taknemmelighed, der blev sendt i hans retning.

Salg af spande bragte gode lommepenge 
Til de mere muntre hverdagshændelser hørte en redningsaktion for to spande, der blev brugt til at hente vand op af en dyb brønd ved et gammelt slot i Belgien. En af Frederik Tychsens soldaterkammerater tabte spandene ned i brønden, og Tychsen blev tvunget til at hente dem op. Ved redningsaktionens afslutning viste det sig, at Tychsen og hans kammerater ikke var de eneste, der havde ladet spande falde ned i brønden. Foruden deres spande blev der befordret yderligere ni spande op fra dybet. „De ni solgte vi for en mark per styk, og pengene delte vi,‟ betror Frederik Tychsen til en af sine dagbøger.

Med kort varsel: Ni-dages orlov
Efter et længerevarende rekreationsophold i Belgien, blev Frederik Tychsen tilbudt en kort hjemmeorlov på ni dage, inklusive rejsedage på i alt tre dage. På det tidspunkt var der orlovsspærring i Nordslesvig, da mange af de soldater, der kom hjem, benyttede lejligheden til at krydse grænsen til Danmark. Tychsen fik dog lov til at rejse til Flensburg, hvor han måtte hente sin orlov og få tilladelse til at rejse videre til Nordslesvig. Med faderens mellemkomst fik han de nødvendige papirer.

„Der var glæde i hjemmet, da jeg ankom. Det var første gang, jeg kom hjem direkte fra fronten. Det vakte en vis opsigt at komme hjem med hele oppakningen,‟ genfortæller Tove Balmer Hansen faderens skildringer. Men glæden blev kortvarig. Hans mor blev meget skuffet over, at han kun kunne blive hjemme i seks dage, og hver morgen, når han vågnede, stod moderen ved sengen og græd: „Det var næsten ikke til at holde ud,‟ står der i Tychsens erindringer.

En svær afsked
Tychsen beskriver, hvordan han måtte rive sig løs fra moderen, da han gik med faderen til togstationen. „Den sværeste afsked, jeg nogensinde havde taget, var overstået,‟ betror Frederik Tychsen sin dagbog. Afskeden var et ødelæggende øjeblik, fyldt med sorg og vrede over krigens meningsløshed, men samtidig en accept af den nødvendighed, det var at vende tilbage til fronten.

Beslutningen ved fronten
I efteråret 1918 stod Frederik Tychsen over for et skæbnesvangert valg: vende tilbage til den brutale krig ved fronten – eller tage sin skæbne i egen hånd. Skydningen fra englænderne var intens hver eneste dag, og både giftgas og sprængammunition hærgede slagmarken. ”Engelske og amerikanske flyvere havde ganske overtaget i luften. De tyske flyvere blev jaget hjem, så snart de viste sig,” skrev han i sin dagbog.  
Da han fik besked om, at han ville få orlov, føltes de sidste dage før afrejsen uhyggeligt lange. Den sidste nat talte han med en sergent fra Ruhr-distriktet, der netop var vendt tilbage fra orlov. Forholdene i hjemegnen var så elendige, at han ikke kunne holde ud at være hjemme. Familien sultede, og nøden var, ifølge sergenten, uhyggelig.  
Inden Tychsen rejste, efterlod han en pakke smør til sin kammerat, så denne kunne sende den hjem til sin sultende familie. Sergenten opfordrede ham til at forsøge at slippe væk fra krigen. ”Jeg svarede ham ikke ret meget på det, men jeg havde mine egne tanker,” skrev han senere i sin dagbog. Han tog en sidste tur til kanonerne og bad om at affyre et skud: ”Lad mig lunte den af, før jeg rejser, for jeg kommer ikke mere.” Ifølge de daglige indberetninger havde han været med til at affyre ca. 100.000 skud.

Flugten over grænsen
Efter nogle dages orlov hjemme på gården på Mellerupvej, en kilometer syd for Agerskov, hvor familien var flyttet under krigen, traf Frederik Tychsen sin endelige beslutning. Den 1. oktober 1918, 41 dage før våbenstilstanden den 11. november, forlod han sit hjem og begyndte sin flugt mod Danmark.  
Hans rute førte ham over Branderup, Arrild og Gånsager – små veje, hvor han konstant måtte undgå patruljerende grænsesoldater. Med hjælp fra dansksindede borgere lykkedes det ham til sidst at lægge Preussen bag sig. Han fulgte en indhegnet sti langs en langstrakt grøft, indtil han fik øje på grænsestenene og kunne desertere.  
”Nu måtte jeg altså være kommet over den,” læste Tove Balmer Hansen op fra dagbogen. Det var et afgørende øjeblik – krigen var forbi for hans vedkommende. Men samtidig meldte tvivlen sig: Hvor skulle han gå hen, hvis tyskerne ikke tabte krigen? Var han stærk nok til at arbejde? Hvordan skulle han tjene penge? Krigen havde svækket hans helbred, og fremtiden var uvis.

Datterens spørgsmål  

50 år senere fandt Tove Balmer Hansen sin fars dagbøger. Gennem dem fik hun et sjældent indblik i hans oplevelser under Første Verdenskrig. Men selvom han detaljeret beskrev både skælsættende begivenheder og hverdagens trivialiteter, valgte han at tie om sine inderste tanker.  
”Og det, som pinte mig mest, var…” – sådan sluttede han sin dagbog. Hvad der fulgte efter de ord, fik hun aldrig at vide.  
En tavshed, der taler  
Frederik Tychsen valgte friheden frem for fronten – men prisen var, at han aldrig fik svar på, hvad der skete med kammeraterne, han efterlod. Hans datter har siden søgt svar i hans efterladte dagbøger, men de inderste tanker tog han med.