I forbindelse med årets generalforsamling havde Lokalhistorisk Forening for Agerskov Sogn og Agerskov Sogns Lokalhistoriske Arkiv fornøjelsen af at byde velkommen til Kirsten Riis, der holdt et inspirerende foredrag om sit liv og virke som dyrlæge i Sønderjylland. Foredraget gav et fascinerende indblik i en kvindes rejse fra studietiden i København til livet på landet, hvor hun jonglerede familie, arbejde og en til tider udfordrende hverdag med landbrugets dyr.

Kirsten Riis indledte sit foredrag med at fortælle om sin opvækst i Københavnsområdet og sin store interesse for dyr, der allerede som barn gav hende drømmen om at blive dyrlæge.Hun blev født i marts 1952 på Frederiksberg Hospital. Kirsten Riis voksede op i en familie, hvor begge forældre var kemingeniører. Før Kirsten blev født, blev hendes far sendt til Argentina af det medicinalfirma, han arbejdede for. Han så først sin datter, da hun var over et år gammel. Familien flyttede senere til Lyngby og dernæst til Brede, hvor Kirsten tilbragte sin barndom omgivet af naturskønne omgivelser.

I Brede er jeg vokset op i et rækkehus, der ligger lige på kanten af Mølleådalen. Så jeg føler jo ikke, at jeg er af Københavner, fordi de har jo skov og å og alt, hvad der dertil hører. Men det er selvfølgelig i Københavnsområdet, nu meget mere end det var dengang”, fortæller Kirsten Riis.Som barn var Kirsten også omgivet af et væld af dyr. Hendes værelse var fyldt med akvarier, herunder en med glasål, og hjemmet husede også hamstere, mus og sågar kyllinger.

Efter gymnasiet tog Kirsten et sabbatår, hvor hun tilbragte noget af tiden på Sønderborg Idrætshøjskole. Opholdet var et vigtigt skridt i hendes liv, da hun fik nye perspektiver og oplevelser i en anden sammenhæng. På skolen kunne hun kombinere sin interesse for sport med sine fremtidsambitioner og samtidig få et indblik i livet i Sønderjylland, som senere skulle blive hendes hjem. Jeg fik nogle kammerater her fra Sønderjylland og fra andre steder i landet. Og så oplevede jeg at komme til dans på Emmerlev Klev. Det var anderledes end det, jeg kom fra, erindrer Kirsten.

Studietiden: Kombinationen af teori og praktik

Efter sit sabbatår begyndte Kirsten på dyrlægestudiet, hvor hun hurtigt blev introduceret til både teori og praksis. Først lærte hun de grundlæggende fag som fysik, kemi og zoologi, og senere kom hun til de mere praktiske emner som anatomi, fysiologi og fodringslære. Hun lærte blandt andet at udarbejde foderplaner med regnestok og forstod hurtigt, at der var stor forskel på teoretiske opgaver og den praktiske virkelighed, man mødte på gårdene.En sommerferie tilbragte Kirsten Riis hos en kvindelig landmand på Møn. Her prøvede hun kræfter med landbrugets fysiske udfordringer, lærte at køre halm ind på en vogn, vaske stalde med natron og meget mere.

En uventet rolle som model

En af de mere humoristiske episoder i Kirstens studietid opstod, da hun sammen med kvindelige medstuderende skrev en rapport over kvindelige dyrlægers erhvervsforhold. Den lille bog, der prydedes på bagsiden af illustrationer, hvor Kirsten uforvarende var blevet model. “Mens jeg læste, var kvindelige dyrlæger jo forholdsvis noget nyt. Og der var nogen, der var blevet færdige før os. Vi var så det første hold, hvor vi var 50-50”, skildrer Kirsten Riis den daværende kønsfordeling i dyrlægefaget.

Sammen med nogle medstuderende satte hun sig for at undersøge forholdene for kvindelige dyrlæger, der var kommet ud og havde arbejdet i praksis. At hun selv optrådte som model på bogomslaget anede hun ikke dengang. Det var først senere, at Kirsten fandt ud af, at hun var blevet tildelt kælenavnet ”Lille Kirsten”, og det var hende, der var den lille, kvindelige dyrlæge på illustrationen. Dette sjove og mindeværdige øjeblik er noget, Kirsten, som vitterlig er lille af statur, i dag ser tilbage på med et smil.

De første arbejdsstationer: Praktiske udfordringer og nye muligheder

Efter sin uddannelse i 1977 stødte Kirsten hurtigt på de udfordringer, der fulgte med at være kvinde i et mandsdomineret fag. Hendes første professionelle opgave var at tage blodprøver på kvæg i Midtjylland. Det, der i starten syntes simpelt, krævede præcision og kapacitet til at håndtere store mængder prøver, som snart overskred laboratoriernes kapacitet.

Kirsten fik også mulighed for at arbejde som vikar for en dyrlæge i Hejnsvig. Her stødte hun på udfordringer som ketose hos kvæg og sideløbende opgaver på slagterier. Disse oplevelser styrkede hendes selvtillid og evne til at kommunikere effektivt med både landmænd og kolleger.

Mødet med Sønderjylland på ny og ægteskab

I 1978 flyttede Kirsten Riis til Agerskov, da hun fik et tidsbegrænset vikariat hos Erling Andresens i hans dyrlægepraksis på Hovedgaden. Hun blev der imidlertid i syv år. Da Andresen afslog hendes ønske om at blive partner, sagde hun op og arbejdede blandt andet hos den daværende Tyrestationen i Bovlund og Kvægavlsforeningen. Hun mødte sin kommende mand, Lorenz Riis, allerede på sin første arbejdsdag i Agerskov. Da hun ankom til ”Kærgården” på Bedstedvej mellem Agerskov og Bovlund, for at tilse en ko med en byld på benet, var det senior Hans Christian Riis, som hjalp hende. Hans søn, Lorenz, måtte vende om i døren på grund af lugten.

Nogle uger tog hun selv kontakt til Lorenz og hans familie. En dag, da hun kørte forbi deres gård og så dem i haven, stoppede hun resolut bilen og kravlede gennem hækken for at hilse på. Familien tog pænt imod hende, selvom de ikke, som hun havde troet, var i gang med at sætte kartofler, men i stedet malede flagstangen. Hun blev inviteret til aftensmad, og før hun gik, fortalte hun Lorenz, hvor hun boede. Han besøgte hende kort efter i tjenesteboligen på Åbakken i Agerskov – og derefter kom han hver dag, indtil de giftede sig i 1980 og flyttede sammen på slægtsgården.

Kirsten Riis følte sig generelt godt modtaget hos landmændene i Agerskov-området. “Jeg synes, at jeg blev godt modtaget. Der var nogen, der sagde, at de ikke kunne se, mit hoved stikke op over rattet. Men jeg synes, jeg blev mødt af venlig skepsis, hvis der var skepsis”, husker Kirsten Riis tilbage på den første tid i Agerskov. Hun understreger, at hun var glad for Andresen som arbejdsgiver, og hun erindrer ham som fair og loyal chef. Og så kan hun takke ham for, at hun fik sit professionelle virke og sit familiære ståsted i den lille sønderjyske by.

Familie og støtte fra moderen og svigerforældrene

I en tid med mange arbejdsopgaver, deltagelse i kurser og kongresser, var Kirstens egen mor, der boede i København, samt hendes svigerforældre, som havde bopæl i Sydbyen i Agerskov, en uundværlig støtte. De hjalp med at passe parrets fire børn, så Kirsten kunne forfølge sin karriere uden at gå på kompromis med sin rolle som mor, mens Lorenz passede besætningen og markerne.

Karriereudvikling: Partnerskaber, undervisning og innovation

I en alder af 52 år vendte Kirsten, efter hun havde forladt arbejdet   hos kvægavlsforeningen, tilbage til Erling Andresens praksis. Han opfordrede hende til at overtage praksissen i forbindelse med et generationsskifte. Senere blev hun en del af det aktiebaserede partnerskab i en fusionsrunde af lokale dyrlægepraksisser. 2015 besluttede Kirsten Riis at sælge sin andel i praksissamarbejdet og i stedet koncentrere sig om reproduktionsfaglige opgaver, som hun allerede havde udøvet i sin tid på blandt andet tyrestationen. Hun blev allerede dengang involveret i adskillige innovative tiltag. Hun underviste inseminører og reproduktionsfaglige elever, fungerede som sensor og delte sin omfattende erfaring med kommende generationer af dyrlæger.Efter stoppet i almen praksis i 2015 startede hun sin egen virksomhed og arbejdede med avancerede metoder som ægtransplantation og fryseteknikker. “Jeg flytter befrugtede æg fra køer over i rugekøer, eller de bliver frosset ned til eksport eller handel”, giver Kirsten Riis et lille indblik i hendes arbejde. Hun driver fortsat sin praksis i mindre skala med slægtsgården “Kærgården” som udgangspunkt. “Jeg har været glad for mit liv, selvom jeg aldrig kom ud at rejse, som jeg havde planlagt, da jeg var færdiguddannet. Fælden klappede her i Agerskov, og det er jeg glad for, det kom der fire børn ud af,” konkluderede veterinæren, inden hun sluttede af – og hendes ord blev mødt af stor applaus fra de fremmødte.