Velbesøgt generalforsamling

En velbesøgt generalforsamling fandt sted i Lokalhistorisk Forening for Agerskov Sogn og Agerskov Sogns Lokalhistoriske Arkiv, hvor foreningsformand og arkivleder Jens Lautrup blandt andet reflekterede over et år med mange aktiviteter. Diskussionen om kommunens bebudede flytning af foreningernes lokaler blev taget op, og Niels Andersen delte historien om etableringen af Agerskov Kristne Friskole.

Andersen ledede skolen fra dens spæde start i 1976, indtil han gik på pension i 2009. Niels Andersen voksede op i København, men som barn drømte han om at flytte til Jylland, hvor han tilbragte sommerferierne hos familien i Nordjylland. Det ønske blev opfyldt som voksen, da han efter endt læreruddannelse fik sit første job i Thyborøn. Et jobtilbud fra en kreds af forældre, som var ved at etablere et skoletilbud for familier med ståsted i kristentroen, førte ham og hans kone, Aase, til det sønderjyske Agerskov. En mindre delegation af mænd fra initiativtagerne til friskolen, var iklædt deres fineste tøj, da de besøgte ham i Nordjylland for at bedømme hans egnethed til stillingen. Efter at have overvundet overraskelsen over lærerens påklædning med islændersweater og sivsko, enedes man om at tilbyde ham stillingen. Niels Andersen og hans kone flyttede midt i 1970’erne til Agerskov, hvor de første ti elever blev undervist i en ombygget garage på Nørregade. Selvom den kommunale folkeskole lå tæt på, var der borgere, som udtrykte utilfredshed over, at den lille friskole så dagens lys i et parcelhus. Derfor flyttede skolen og dens tre lærere midlertidigt til Jægerlund, hvor skolens formand boede. Kort tid senere vendte skolen tilbage til Agerskov, hvor de i 1978 etablerede sig på den tidligere kommunale skole på Præstegårdsvej, i kølvandet på, at elevtallet var steget støt. 

Agerskov skole omkring 1960 – som den så ud da Agerskov Kristne Friskole overtog bygningerne.

Efter 10 år som lejere, blev skolen ejere af bygningerne, der blev opført i årene 1901 (hovedbygningen),1942 (gymnastiksalen) og i 1953 (klassefløjen); i kælderen var der sløjdlokale. I årenes løb har der været planer om nedrivning af bygningerne for at udnytte grunden til visionære projekter. Mens friskolen stadig har sin base ved en af byens hovedveje og har udvidet sine aktiviteter med en børnehave, indebærer de seneste kommunale tiltag en potentiel nedrivning af flere af skolebygningerne, herunder de to lokalhistoriske foreningers lokaler, som delvist blev opført knap 70 år efter skolebygningen på Præstegårdsvej.

Agerskovs centerplan, forelagt ved generalforsamlingen i Agerskov Borgerforening i 1978. Som det ses er Nørregade ført frem til Elvej, og rutebilholdepladsen flyttet til Nørregade og placeret hvor gymnastiksalen ligger. Præstegårdsvej nedjusteres til sti, og kun de gamle skolebygninger fra 1901 bliver bevaret.

Referat fra generalforsamlingen, kan ses under fanen “Generalforsamling”